Frihed, lighed og solidaritet
I Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) er vi socialister - demokratiske socialister. Vi ønsker, gennem demokratiske reformer af det danske samfund, at styrke individets frihed ved at skabe et samfund baseret på lighed, solidaritet og fællesskab. For DSU står det klart, at individets frihed ikke kan styrkes uden et samfund hvor alle har lige muligheder for at udleve deres drømme, uden at være begrænset af eksempelvis etnisk baggrund, køn eller forældrenes sociale og uddannelsesmæssige baggrund.
Mennesket kan ikke stå alene, sådan som de borgerlige tror. I DSU tror vi på fællesskabet som en styrke og en værdi for det enkelte menneske. Det stærkeste og største fællesskab i Danmark er den offentlige sektor, som rummer vores fælles sundhedssektor og vores uddannelsessystem. For DSU er det vigtigt at den offentlige sektor er stærk, og i stand til at leve op til borgernes forventninger.
I Danmark har vi mange forskellige fællesskaber. For DSU er det vigtigt at intet menneske står uden fællesskaber - derfor skal vi altid stå parat til at hjælpe dem, som står udenfor, til at blive en del af fællesskabet.
DSU er, ligesom Socialdemokratiet, en del af en international bevægelse. En international bevægelse der arbejder for de socialdemokratiske værdier om frihed, lighed og solidaritet i alle verdens lande. I DSU er vi meget internationalt orienteret og engageret, og arbejder sammen med andre unge socialister og socialdemokrater i resten af verden for at skabe en retfærdig, bæredygtig og solidarisk klode.

